Virksomhed, virke, foretagsomhed, aktivitet modsat passivitet; grundbegreb i en psykologi, der tager udgangspunkt i, at organismen aktivt forbinder sig med sin virkelighed, modsat adfærdspsykologi, der ved at se påvirkningerne fra omgivelserne som bestemmende for adfærden implicerer en mere passiv organisme.

Virksomhedsteorien, der er udviklet af den russiske psykolog A. Leontjev i midten af 1900-t., karakteriserer virksomhed som livsprocessens grundlæggende enhed. Den beskrives som de specifikke processer, der realiserer individets aktive forhold til virkeligheden. Virksomhed kan være såvel ydre som indre og sættes i gang af et motiv, hvorved forstås det, som et individ ud fra sine behov gør til genstand for sin virksomhed. Menneskets virksomhed konstitueres af en række handlinger, der hver for sig styres mod de mål, der er adækvate for motivet under de givne omstændigheder. Handlingerne ("hvad") gennemføres via de operationer ("hvordan"), der står til rådighed under de givne fysiske og historiske betingelser. Menneskets virksomhedssystem er indeholdt i de samfundsmæssige relationers system og må derfor anskues fylogenetisk, ontogenetisk og historisk.

I denne teori er psykologi en konkret videnskab om, hvorledes den psykiske genspejling af virkeligheden, der formidler individernes liv, bliver til, fungerer og opbygges. I en sådan psykologi er tre kategorier vigtige: virksomhed, bevidsthed og personlighed. Af disse tre er virksomheden både psykologiens udgangspunkt og dens væsentligste kategori.

I Danmark er virksomhedsteorien indgående behandlet af Benny Karpatschof (f. 1938) i disputatsen Human Activity (2000).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig