Møn, ø i Østersøen sydøst for Sjælland; 218 km2, 9.455 indb. (2016). Møn er forbundet med Sjælland via Dronning Alexandrines Bro over Ulvsund, mens en dæmning sikrer forbindelse med Bogø og Farøbroerne.
Faktaboks
- Etymologi
- Øens navn er kendt fra 1135 som Møn, vist afledt af gammeldansk *mo 'kridtforekomst', om Møns Klint.
Øen har siden 1950 haft svært ved at fastholde folketallet, der er faldet med 1/4 som følge af afvandring fra landbruget; siden 1980'erne har folketallet været stagnerende. Stege er lokalcentrum og Møns største by.
Møns industri har været omskiftelig, men den traditionelle næringsmiddelindustri er endnu dominerende; størst med ca. 500 ansatte er småkagefabrikken Bisca, der 2006 samlede hele sin danske produktion i Stege.
Herudover er mange ansat inden for handel og service. Den stabile, frugtbare landbrugsjord dyrkes fra gårde både i landsbyer og i det åbne land; antallet af disse er siden 1970 faldet til 1/3. Der dyrkes korn, sukkerroer og frø, mens dyreholdet er relativt lille.
Møn besøges hvert år af ca. 200.000 gæster, og der satses på at udvikle turisterhvervet. Foruden klinten med GeoCenter Møns Klint er lystslottet Liselund med park samt landsbykirkerne med deres kalkmalerier populære mål.
Mange tidligere landbrugsejendomme anvendes til ferieboliger, og desuden findes tre mindre sommerhusområder og et feriecenter i Klintholm Havn. I 2007 blev øen en del af Vordingborg Kommune i Region Sjælland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.