Manuel Marulanda, egl. Pedro Antonio Marín, 13.5.1930(?)-26.3.2008, colombiansk guerillaleder, også kaldet Tirofijo ('Skarpskytten'). Under borgerkrigen mellem de liberale og de konservative guerillabevægelser 1948-50 tilsluttede han sig de liberale. I begyndelsen af 1960'erne blev han marxist og maoist. Han var med til at oprette et befriet område i Cauca-provinsen, Marquetalia-republikken, og slap væk, da militæret løb storm på området et år senere. I 1964 stiftede Marulanda De Colombianske Revolutionære Væbnede Styrker (FARC). De første fredsforhandlinger indledtes i 1973, men først i 1999 opnåede Marulanda at forhandle fred direkte med Colombias præsident, Andrés Pastrana. I 2002 brød forhandlingerne på ny sammen, og de blodige kampe fortsatte. Marulanda døde 2008 efter et hjerteanfald.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.