Omkring 11 km sydvest for København ligger Brøndby Kommune med bl.a. den iøjnefaldende Brøndby Strand-bebyggelse og den 6 km lange kyststrækning mod Køge Bugt, der indgår i den kunstigt anlagte Strandparken. Kommunen består af bydelene Brøndby Strand, Brøndbyøster og Brøndbyvester. Den er i høj grad et resultat af hovedstadsområdets Fingerplan fra 1947, som foreskrev en byudvikling, der bredte sig ud fra København i fingre med grønne kiler imellem. Således er 82 % af boligerne opført i årene 1950‑79, og hele 64 % af den samlede boligmasse er almene boliger.
Den gode infrastruktur med motorveje og S-togslinjer gør både Brøndby til en attraktiv erhvervskommune og til en udpræget pendlerkommune. Tre store erhvervsparker tiltrækker medarbejdere fra mange andre kommuner.
Brøndby Kommune har den næsthøjeste andel af indvandrere og efterkommere blandt landets kommuner.
Siden 1966 har kommunen haft socialdemokratiske borgmestre med et solidt flertal bag sig.
Kommunens største rekreative områder er Strandparken, Brøndbyskoven, Bakkeskoven, Vestvolden og Den Grønne Kile mellem Brøndby Strand og Brøndbyvester. Skovene, der alle er anlagt i forbindelse med udviklingen af boligområderne, udgør ca. 14 % af kommunens areal. Det eneste fredede naturområde er kommunens andel af Vestvolden, inkl. den vestlige del af Brøndbyskoven og de åbne arealer nord for Roskildevej og Holbækmotorvejen.
Det tidligste spor efter menneskelig aktivitet er en pile- eller spydspids fra Brommekulturen for ca. 13.000 år siden. Der er gjort stenalderfund over det meste af kommunen, bl.a. storstensgrave fra tragtbægerkulturen, der vidner om, at også de første agerdyrkere nød godt af de frugtbare jorder. Bronzealderen er repræsenteret med bl.a. en rig kvindegrav ved Syvhøje, og der er flere fund af hustomter fra jernalderen og enkelte fra vikingetiden.
Ved indgangen til middelalderen var området et kulturlandskab med flere landsbyer, og der var grundlag for at etablere to sogne, Brøndbyøster og Brøndbyvester. Middelalderens indbyggere levede primært af landbrug suppleret med husdyrhold og sildefiskeri i Øresund. Bøndergodset blev samlet under kronen i 1561, og i de følgende århundreder blev mere og mere jord inddraget til landbrug, samtidig med at der kom gartnerier og plantager til, der forsynede hovedstaden. Et jernstøberi, et teglværk og en mølle signalerede industriens komme i 1800-tallet.
Kulturarven, fra svenskekrigene til Brøndby Strand-bebyggelsen og kommunens flerkulturelle miljø, formidles af det utraditionelle Forstadsmuseet. Museet blev grundlagt i 2011 og fortæller historierne i det offentlige rum med bl.a. fortovsklistermærker, rundvisninger og mobile udstillingsenheder. Middelalderlandsbyen og Ditlevs Gamle Købmandsbutik arbejder også med levende formidling af fortiden.
Kommunen har en vision om, at alle skal have adgang til kunst, og har derfor været aktivt medvirkende til, at der er opsat ca. 80 kunstværker i det offentlige rum, fra gavlmalerier til granitskulpturer og udsmykkede skorstene. De to kulturhuse, Brønden i Brøndby Strand og Kilden i Brøndbyøster, fungerer som udstillingssteder ud over at omfatte bibliotek, foredrags- og filmsale.
Brøndby Kommune har påvirket en række kunstnere fra bl.a. W. Dannerfjord, der i 1900-tallet skildrede naturen i kommunen, til multikunstneren Martin Bigum, der er opvokset i Brøndby Strand: »Brøndby Strand er mytologisk for mig; på én gang et monster, jeg skal omfavne, og samtidig et herligt mindeland«. I maleriserien The Ocean fra 2015‑17 ses påvirkningen fra kunstnerens barndom tydeligt med havet og højhusene i Brøndby Strand.
Brøndby Kommune har flere idræts- og fritidsanlæg. Omkring 4.500 børn og unge er aktive i de 45 klubhuse og syv idrætshaller, og kommunen har stort fokus på talentudvikling. Superligaklubben Brøndby IF har en bred fanskare og stor betydning for kommunen. Vestbad har siden åbningen i 1958 været brugt som ramme for sportsbegivenheder og som udflugtssted.