Ørkenspredning, forvandling af områder med naturlig eller kulturskabt vegetation til golde ørkenlandskaber. Dette kan både skyldes klimaændringer og menneskers udnyttelse af jorden.

Begrebet ørkenspredning (eng. desertification) vandt fodfæste i den globale miljødebat efter nogle alvorlige tørkeår syd for Sahara i 1970'erne; tørken resulterede i hungersnød og flygtningestrømme og fik stor international bevågenhed (se Sahel). I den efterfølgende debat blev ørkenspredning set som en permanent degradering af landbrugsområder, og det øgede befolkningspres med overudnyttelse af de naturlige resurser (bl.a. overgræsning og træhugst) sås som den væsentligste årsag.

Nyere forskning har påpeget, at ørkenspredning hverken er et nyt fænomen eller nødvendigvis en permanent ændring af livsbetingelserne. I ørkenens randzone har nedbørsvariationerne afgørende betydning, og degraderede områder kan vende tilbage til tidligere standard, hvis nedbørsforholdene bedres. Se også ørken.

Ørkenspredningskonventionen

Ørkenspredningskonventionen (Ørkenkonventionen) blev indgået i 1994. Det er en international aftale, der har til formål at hindre ørkeners spredning i de lande, som har oplevet alvorlige tørkeperioder, eller hvor ørkener af andre grunde har en tendens til at sprede sig. Konventionen tager specielt sigte på Afrika, men omfatter også regionale handlingsprogrammer for Asien, Latinamerika og Caribien samt det nordlige Middelhavsområde. 195 lande samt EU er medlemmer (2015).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig