økse

Økse, redskab, der består af et skaft som regel af træ med et hoved af et tungt materiale med skærende æg. Økser anvendes oftest til arbejde i træ, hvor de afhængigt af opgaven er fremstillet i forskellige former og med metalhoveder af meget varierende vægt.

Fra Danmarks forhistorie er der gjort mange øksefund. I ældre stenalder var øksen sammensat af træskaft og mellemstykke af tak, der fastholdt øksehovedet af flint (kerne- eller skiveøkse). Fra samme tid kendes slebne økser af grønsten og økser af hjortetak. Fra agerbrugets indførelse ca. 4000 f.Kr. anvendtes den slebne flintøkse med skaft af asketræ, effektiv til træfældning. Importerede økseblade af kobber kendes fra tidlig bondestenalder, men metaløkser kom først i produktion herhjemme fra ca. 2000 f.Kr. I ældre bronzealder, fra ca. 1700 f.Kr., anvendtes pålstaven af bronze, som var fæstnet til et vinkelbøjet skaft. Den blev senere erstattet med celten med dølle til skaftet. I tidlig jernalder brugte man økseblade af jern med skaftlapper, der blev hamret fast om skaftet.

Våbenøkser kendes fra begyndelsen af yngre stenalder i form af stridsøkser af bjergart. Jættestuetidens dobbeltæggede stridsøkser er fremragende arbejder i sten. I enkeltgravstid var stridsøksen af sten udbredt som mandens personlige våben (se stridsøksekultur). I bronzealderen optrådte stridsøksen som kultobjekt i overdimensioneret udformning. Økser af jern med skafthul indgik i bevæbningen i romersk og germansk jernalder, og i vikingetid kunne fornemme våbenøkser være dekoreret med sølvindlægning (se Mammenstil). Øksen forblev et populært våben indtil op i middelalderen, hvor økser med hammerfacon kunne bruges til bl.a. at gennembryde rustninger. Våbenøkser har især været udbredt i Europa og Asien, men kendes også fra andre dele af verden, bl.a. i form af de nordamerikanske indianeres tomahawk. Som våben og redskab anvendtes økser, entrebiler, til søs, længe efter at de havde mistet deres militære betydning på landjorden.