Den hellige familie med Gud faderen og Helligånden
I Dolcis fremstilling af den Treenige Gud ses Helligånden her fremstillet som den lysende forbindelse mellem Faderen og Sønnen.
Carlo Dolci, Olie på kobber, ca. 1630.
Af /Public Domain, via Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 2.0

Ånd er et flertydigt begreb, der oftest bruges om menneskets højere sjæleliv og om den kreative og intuitive del af menneskets intellekt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ånd kommer af oldnordisk ǫnd, af samme indoeuropæisk oprindelse som latin anima 'sjæl' og græsk anemos 'vind'.
Også kendt som

spiritus

Ånd svarer historisk til pneuma på græsk og spiritus på latin. Begge begreber knytter betydningen af åndedræt sammen med en sjælelig virkelighed, enten i det levende menneske eller i et usynligt væsen.

Begrebets forskellige betydninger

Aladdin fremmaner lampens ånd.
Aladdin af Alfred Kubin. Blyant, blæk og pensel, ca. 1902.
/Neue Galerie New York via Google Arts & Culture.
Licens: CC BY 2.0

Ånd bruges i flere betydninger, der dog er beslægtede med hinanden gennem begrebets oprindelige forbindelse til åndedrættets usynlighed. Da åndedræt angiver liv, har det ført til forestillingen om en usynlig overjordisk eksistens som fx udtrykt ved Guds ånde over vandene, der beskrives i Bibelen (1. Mosebog 1,2).

Man kan også tale om ånder i betydningen spøgelser eller andre overnaturlige væsner som fx Adam Oehlenschlägers gendigtning af fortællingen om Aladdin og lampens ånd eller Grimms eventyr om ånden i flasken.

Begrebet bruges endvidere om den bevidsthedsform, der adskiller mennesket fra dyret. Man taler således om åndsliv og det åndelige. Det sidste begreb anvendes for det meste i forbindelse med en religion som kristendommen.

Det bibelske begreb om ånd

I Det Gamle Testamente skænker Gud mennesket livet ved at puste sin ånde i dets næsebor (1.Mos. 2,7). Døden er ensbetydende med, at denne ånd har forladt legemet. Guds eget sidestykke til menneskets ånd er Helligånden, som efter Jesu død erstatter Guds tilstedeværelse i verden.

Ånd og kød

I bibelsk tankegang udfolder ånden sig i sjælen som tro, fornuft og vilje og står som sådan i modsætning til kødet. Således lyder Jesus-ordet "Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt" (Math. 26,41; Mark. 14,38). En dyb kløft mellem den åndelige søgen og legemets naturlige behov har således sat sit præg på kristendommens historie.

Lov og evangelium

Hos Paulus optræder modstillingen "bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende" (2.Kor. 3,6; jf. Rom. 7,6). "Bogstaven" er her Moseloven som dømmende instans, der ikke formidler Guds ånd, men alene straffer mennesket for dets synder. Med udgangspunkt i Det Nye Testamente skelnes der i evangelisk-luthersk teologi mellem lov og evangelium. Evangeliet er det "glade budskab" om Guds kærlighed til mennesket.

Modstillingen mellem lov og ånd ses endvidere i den juridiske sondring mellem at følge lovens ånd og lovens bogstav. Mens det første kan føre til den største retfærdighed, kan det sidste føre til den største uretfærdighed (se summum jus, summa injuria).

Ånden i romantikken

Caspar David Friedrich Munken ved havet; maleri fra 1808-1810. Nationalgalerie, Berlin. Da romantikkens epoke nåede sin kulmination, vrimler det med udsagn om, at natur og ånd er udtryk for det samme. Naturen opfattedes som synliggjort ånd. Motivet med det enlige menneske i naturen kan ses som udtryk for en længsel efter den idealtilstand, hvor ånden i naturen og i mennesket bliver ét. Tanken om et åndløst, ubesjælet Univers måtte vække gysen; da Heinrich von Kleist så dette maleri, skrev han i 1810: "Intet kan være mere forstemmende eller ubehageligt end denne stilling i verden: at være den eneste gnist af liv i dødens vældige rige, det enlige midtpunkt i en enlig kreds".

.

I europæisk kultur har begrebet ånd særligt gjort sig gældende i romantikken i forbindelse med geni-dyrkelse og søgen efter guddommelig inspiration. Det var en gennemgående tanke i denne periode, at ånd og natur er dybt forbundne, og at alting tilhører en organisk udvikling og orden. Spinozas monistiske filosofi, der ligestiller Gud med verden, fik således en opblomstring i romantikken under betegnelsen panteisme.

Naturfilosofi

Den tyske filosof F.W.J. Schelling kaldte naturen for den synlige ånd og ånden for den usynlige natur. "Hvad ånden lover", sagde han også, "holder naturen". H.C. Ørsted, der tog denne sentens til sig, skrev ud fra en lignende grundtanke værket Aanden i naturen (1849-1850).

Filosofisk idealisme

Schelling hævdede ikke blot identiteten mellem ånd og natur, men også mellem det ideale og reale, og fremstillede denne grundlæggende harmoni-tanke i et absolut identitetssystem. Som et andet højdepunkt i den tyske idealisme udviklede G.W.F. Hegel et tilsvarende filosofisk system med udgangspunkt i tanken om en absolut ånd (tysk Geist), der har udfoldet sig dialektisk i verdenshistorien.

Poesi

I den romantiske periode i dansk åndsliv, som også kaldes guldalderen, udtrykker Oehlenschläger forestillingen om det guddommelige såvel i det største som i det mindste, "i Sole, i Violer", som det hedder i digtet Guldhornene (1803). En grundtanke i naturfilosofien, som den norsk fødte filosof Henrich Steffens introducerede for et dansk publikum, var, at poesiens og videnskabens veje til menneskets bevidsthed om sig selv som ånd er forskellige, men målet det samme. Naturfilosofiens gennemslag i digtningen ses endvidere i H.C. Andersens eventyr Klokken (1845).

I 2017 udgav idehistorikeren Hans Jørgen Schanz bogen Ånd, hvor han bl.a. beklager, at den religiøse og poetiske fremstilling af det åndelige har trange kår i vores tid.

Læs mere i Den Store Danske:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig