Øvre Egypten, kulturhistorisk og geografisk betegnelse for den del af Egypten, der ligger syd for Cairo. Betegnelsen dækker primært den 900 km lange Nildal (se Nilen). Øvre Egypten er på flere måder et udkantsområde, mere traditionelt end resten af landet (se Nedre Egypten). Økonomien baserer sig på landbrugsproduktion i den frugtbare dal, men mod syd, mellem Luxor og Aswan, spiller turismen en væsentlig rolle.