Faktaboks

Édouard Louis
Født
30. oktober 1992

Den franske forfatter Édouard Louis' genre er selvbiografien, og han skriver ud fra en kritisk opfattelse af klasseforskelle og kønsmæssige fordomme i det moderne Frankrig. Han er født og opvokset i et arbejdermiljø, har studeret på de højere læreanstalter og hurtigt skabt et forfatterskab i oprørets tegn, hvor han ikke har lagt skjul på sin sociale indstilling.

Sociale og kønsmæssige brudflader

I debutbogen En finir avec Eddy Bellegueule (2014, på dansk Færdig med Eddy Bellegueule, 2015) skildrer Édouard Louis sin opvækst i et provinsielt miljø, hvor hans karaktertræk vækker anstød. Den homoseksuelles oplevelser fremlægges usminket i Histoire de la violence (2016, på dansk Voldens historie, 2017).

Billedet af et vanskeligt liv i en belastet familie udfoldes med et rigt mål af nuancer og dramatik i de to følgende bøger. De handler om hhv. faderen (Qui a tué mon père, 2018, på dansk Hvem slog min far ihjel, 2019) og moderen (Combats et métamorphoses d'une femme, 2021, på dansk En kvindes forvandling, 2022), og er begge beslægtet med tidlige selvbiografiske bøger af Annie Ernaux. Sociale nederlag og forsøg på frigørelse tegnes her skarpt op i nærgående skildringer af forfatterens nærmeste.

Forvandlingens metode

Forfatterskabet ligger inden for bølgen af kønskritisk og samfundskritisk selvbiografisk litteratur, og Simone de Beauvoir er en hyppig reference hos Édouard Louis.

Changer: méthode (2022, på dansk Forvandlingens metode, 2023) udfolder dobbelttemaet klasse og køn i en udviklingshistorie. Her genfindes hævnen, skammen og oprøret sammen med forfatterens internationale succes, alt sammen i et eksperiment på grænsefladen mellem litterær form og nøgternt vidnesbyrd.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig