Faktaboks

Álvaro Uribe
Født
4. juli 1952

Álvaro Uribe, Álvaro Uribe Vélez, f. 4.7.1952, colombiansk politiker, præsident 2002-10. Uribe, der er uddannet i Oxford og ved Harvard University, har virket som advokat. 1995-97 var han provinsguvernør i Antioquia. Han kom til magten på løfter om at ville bekæmpe guerillabevægelsen FARC og landets omfattende narkotikahandel.

Uribe, der blev udsat for flere attentatforsøg, nød stor folkelig opbakning som præsident. I 2004 vedtog kongressen i Colombia, han kunne tildeles endnu en fireårig valgperiode; hidtil havde præsidentembedet været begrænset til en enkelt fireårig periode.

Uribe har argumenteret for, at han har brug for længere tid til bekæmpelsen af guerillabevægelsen, en politik, der støttes af USA. Det er i vid udstrækning lykkedes at få afvæbnet en stor del af de paramilitære organisationer, og kampen mod de venstreorientedere guerillaer blev intensiveret.

Uribe blev genvalgt med en jordskredssejr i 2006 og sad indtil 2010, hvor hans tidligere forsvarsminister Juan Manuel Santos sejrede ved præsidentvalget.

I 2014 stillede Álvaro Uribe op til parlamentsvalget og blev valgt som senator.

Se også Colombia - narkotika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig