zoologi

Zoologiske studier i den brede forstand, dvs. iagttagelser af dyr, går langt tilbage i tiden og er en naturlig del af ethvert naturfolks dagligdag. De tidligste kendte litterære arbejder over "dyrenes naturhistorie" hidrører fra det klassiske Grækenland, hvor Aristoteles i 300-t. f.Kr. sammenfattede datidens viden og mange egne observationer i værkerne Historia animalium (Oversigt over dyrene), De partibus animalium (Om dyrenes dele), De generatione animalium (Om dyrenes forplantning) og De incessu animalium (Om dyrenes bevægelse). Han opregnede i alt 520 arter, som alle findes i Grækenland eller i det omgivende hav, med oplysninger især om anatomi og biologi. Dyrene klassificeredes i "bloddyr", dvs. hvirveldyr, og "blodløse dyr" med "bløddyr" (blæksprutter), "blødskaldyr" (krebsdyr), "insekter" (insekter, tusindben, edderkopper og forskellige orme) og "skaldyr" (muslinger, snegle og lavere dyr). Romeren Plinius d.æ. (1. årh. e.Kr.) baserede næsten udelukkende sin sammenfatning af datidens viden om dyrene på andres værker og medtog mange fantastiske historier, som kom til at indgå i zoologien i de følgende mere end 1000 år. Galenos (100-t.) fra Lilleasien studerede i Alexandria og virkede senere som læge i Rom. Han studerede især anatomi og fysiologi, og hans observationer over abers og svins anatomi blev især af eftertiden anset for fuldgyldig information om menneskets anatomi.

Den klassiske zoologiske viden blev overtaget og især dens lægevidenskabelige del videreudviklet af arabere som Avicenna (omkring 1000), men først fra 1200-t. begyndte en original europæisk zoologisk forskning igen at spire frem. De første århundreder prægedes især af sammenskrivninger af tidligere forfatteres værker (bl.a. fra oversættelser af Aristoteles og Galenos fra arabisk) kulminerende i renæssancen, hvor schweizeren Konrad Gesner og italieneren Ulisse Aldrovandi i 1500-t. må nævnes for deres vældige, smukt illustrerede monografier, som omfatter både mange velkendte dyrearter og fantasidyr som søslanger og enhjørninger og desuden fabler, fx at løveungen sønderriver sin mor ved fødslen.

Enkelte kunstnere og forskere, fx Leonardo da Vinci, var dog allerede i 1400-t. begyndt at dissekere og foretage eksperimenter, og en ny tradition for fremstilling især af menneskets anatomi med detaljerede, naturtro tegninger blev grundlagt. De anatomiske studier blev videreført i 1500-t. af anatomer som Andreas Vesalius, der som den første løsrev sig helt fra troen på de klassiske forfatteres (og kirkens) ufejlbarlighed. Hans hovedværk, De humani corporis fabrica, er illustreret med kunstnerisk fremragende tavler, hvor menneskets anatomi fremstilles på legemet eller enkelte lemmer i naturlige stillinger.

Langt de fleste tidlige naturvidenskabelige studier er således primært observerende med stærkt spekulative og i mange tilfælde religiøst begrundede teorier. I 1600-t. etableredes den moderne naturvidenskabelige forskning med dens altafgørende vægt på præcise, reproducerbare observationer og eksperimenter, hvor resultaterne offentliggøres i tidsskrifter, som i den første tid oftest blev udgivet af videnskabelige selskaber. Rigmænd, fyrster og forskere skabte "naturaliekabinetter" og menagerier med samlinger af dyr fra mange verdensdele, hvilket muliggjorde større overblik over dyregrupperne og dannede basis for de følgende århundreders studier af systematik og evolution.

Det sammensatte mikroskop blev opfundet omkring 1590; dog havde man længe kendt til forstørrelsesglas. Italieneren Marcello Malpighi og hollænderen Anton van Leeuwenhoek beskrev og afbildede talrige mikroskopiske protozoer og insekter, hvirveldyrenes kapillærer, insekternes ekskretionsorganer og menneskets spermatozoer. Leeuwenhoek antydede eksistensen af et lille menneske i spermatozohovedet, en opfattelse, som delvis holdt sig helt op i 1800-t.

På grundlag af eksperimenter og beregninger forkastede englænderen William Harvey i 1600-t. den klassiske beskrivelse af hjertet som stedet for blodets dannelse og viste, at det er en muskel, der pumper et konstant volumen af blod rundt i legemet. Han kritiserede også den herskende opfattelse af, at forskellige organismer opstår ved "selvdannelse".

Danskeren Niels Stensen dissekerede og beskrev mange organer, især hos hvirveldyr. Han indså, at de mange dyrelignende dannelser i forskellige jordlag, som nu i flere tilfælde ligger langt oppe på land, måtte være rester af dyr, som har levet i havet, og han grundlagde således palæontologien.

I 1700-t. skabte svenskeren Carl von Linné den moderne biologiske navngivning. Den første udgave af hans Systema Naturae (1735) fremstillede dyreriget på kun to foliosider, hvor dyrene klassificeredes i seks hovedgrupper: Quadrupedia (pattedyr), Aves (fugle), Amphibia (krybdyr og padder), Pisces (fisk), Insecta (leddyr) og Vermes (alle andre). Mennesket var anbragt først som højdepunktet af den guddommelige skabelse sammen med aberne. Fabeldyr som enhjørning, Hydra og Fugl Føniks forkastedes ud fra viden om de eksisterende arter. Systema Naturae voksede gennem en hel række udgaver, hvoraf den tiende (1758) omfatter et tykt bind om dyreriget med beskrivelse og navngivning af 312 slægter og ca. 3700 arter. Denne udgave havde en gennemført binær navngivning af alle arterne, dvs. hver art havde fået et slægtsnavn efterfulgt af et ord, som karakteriserer arten inden for slægten, og den blev derfor senere valgt som udgangspunktet for den zoologiske nomenklatur.

Tyskeren Caspar Friedrich Wolff iagttog, hvorledes de tidlige fosterstadier differentieres ud fra uspecialiserede celler, og konkluderede, at ægget og de tidlige stadier altså ikke er miniatureudgaver af den voksne organisme. Grundlæggeren af den moderne embryologi blev dog esteren Karl Ernst von Baer, som i begyndelsen af 1800-t. ikke blot som den første observerede pattedyrægget i ovariet, men også indførte begrebet "de tre kimblade" og indså deres betydning for den sammenlignende anatomi.