zink (biologi)

Zinkmangel kan fremkalde væksthæmning, forsinket udvikling, nedsat infektionsforsvar og dårlig trivsel hos børn (se også mineraler). Svær zinkmangel ses især ved fejlernæring hos patienter med alkoholisk skrumpelever.

Den anbefalede daglige indtagelse for voksne er 9 milligram for mænd og 7 milligram for kvinder, 20-30 procent højere hos 11-18-årige, men lavere hos mindre børn. Danskernes daglige middelindtagelse med kosten er 14 milligram hos mænd og 11 milligram hos kvinder. Vigtige zinkkilder er kød, mejeriprodukter og grove kornprodukter.

Zink er nødvendigt for vedligeholdelsen af hudens struktur og funktion. Svær zinkmangel kan medføre dårlig lægning af sår og eksem omkring mund og næse, ved endetarmen og på hænderne. Medfødt forstyrrelse i zinkoptagelsen fra tarmen forekommer ved den sjældne arvelige sygdom acrodermatitis enteropathica. For tidligt fødte spædbørn kan udvikle zinkmangel på grund af lavt zinkindhold i brystmælk.

Zinkforbindelser, især zinkoxid, indgår i mange kosmetiske præparater og lægemidler mod hudsygdomme, fx i pudder og hudbeskyttende cremer og salver. Zinkoxid virker dækkende, beskyttende og giver præparaterne konsistens.

Zink er et nødvendigt spormineral for alle planter. Det findes bundet i mindst fire enzymer, heriblandt RNA-polymerase og superoxiddismutase, som er involveret i henholdsvis reguleringen af genekspression og forsvaret mod de stærkt oxiderende superoxider, der kan destruere cellebyggedele. Zink behøves endvidere til aktivering af en lang række forskellige enzymer i planters fotosyntese, kulstofomsætning, proteinsyntese og hormonstofskifte. Mangel på zink medfører hæmmet strækningsvækst af stænglen, og de yngste blade bliver desuden mindre end normalt og misdannes ofte.

• zink