zar

Zar, slavisk herskertitel, brugt om byzantinske kejsere og fra 913 af bulgarske khaner. I Rusland anvendtes titlen også om mongolkhanerne, men med frigørelsen fra disse begyndte russiske fyrster selv at anvende titlen.

Faktaboks

etymologi:
Ordet zar kommer af russisk tsar, via oldkirkeslavisk fra gotisk kaisar 'kejser', af latin cæsar.

Ivan 3. den Store optog den på sit segl sammen med den dobbelthovedede ørn, og som den første lod Ivan 4. den Grusomme sig i 1547 krone til zar (se også autokrator).

Zartitlen blev herefter brugt frem til 1917, men i perioden 1721-1917 var den officielle titel Imperator Vserossijskij 'alrussisk kejser'. I Den Store Danske Encyklopædi anvendes derfor titlen kejser om de russiske herskere 1721-1917.

Se også imperator og kejser.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig