wienerklassik - stil og genrer

Wienerklassik - stil og genrer, De genrer, den wienerklassiske stil ytrer sig i, er klaversonaten, strygekvartetten, klaverkoncerten og symfonien, hvortil kan føjes operaen, der dog i langt højere grad end de nævnte byggede på en årelang konvention. Stilen, som den kommer til udtryk i disse genrer, er kulminationen på hele 1700-tallets musikalske udvikling og er samtidig en syntese mellem en række modsatrettede tendenser.

Som en reaktion imod den overlæssede, kontrapunktiske barokstil og med udgangspunkt i den italienske opera udvikledes i 1730'erne og 1740'erne en enklere, mere umiddelbar udtryksform med korte, iørefaldende melodiske fraser, tydelig adskillelse af melodi og akkompagnement, symmetrisk periodisering i fire- og ottetaktsperioder, enkel harmonisk sats byggende på ganske få akkorder og relativt få akkordskift (langsom harmonisk rytme), alt sammen som kontrast til barokken.

I formmæssig henseende var denne tidlige "klassiske" stil, der undertiden går under betegnelsen galant stil, karakteriseret ved enkle, todelte former med gentagelse af hver del.

Den wienerklassiske syntese opstod som en sammensmeltning af disse forenklingstendenser på den ene side og visse af barokkens elementer på den anden, alt sammen holdt inden for den overordnede ramme af ro og balance, som er wienerklassikkens adelsmærke, en stil, hvori en række nationale stiltræk af især tysk, fransk og italiensk herkomst løber sammen i en ny international udtryksform.

Samtidig flyttedes tyngdepunktet fra den vokale til den instrumentale musik, og musikkens hidtidige binding til bestemte funktioner ved kirke og hof forsvandt, således at musikken nu fremstod som en selvstændig kunst, der ville høres for sin egen skyld.

I instrumentalmusikken udvikledes et særligt formningsprincip for den enkelte sats, som muliggjorde længere musikalske, rent instrumentale forløb med en selvstændig musikalsk logik baseret på tonaliteten og ikke forudsatte en tekst som sammenholdende element. Dette formprincip, som giver sig mange forskellige udslag hos komponisterne, blev af eftertiden betegnet med udtrykket sonateform.

Satser holdt inden for den formtype giver tilhørerne mulighed for, næsten medkomponerende, at følge værkets forløb, så der i tilhørernes bevidsthed klart aftegner sig en begyndelse, en midte og en slutning. Sonateformen er den ideelle bærer af den klassiske syntese: Den lægger op til præsentation af melodisk iørefaldende passager, undertiden (som fx meget udpræget hos Mozart) i form af flere kontrasterende temaer, og samtidig inddrager den en musikalsk bearbejdning og omformning af et præsenteret materiale (i den såkaldte gennemføringsdel), som herefter mod satsens slutning på ny fremstår i sin mere eller mindre oprindelige skikkelse, men nu afklaret og tonalt stabilt efter den forudgående behandling. I denne formtype ligger kimen til det drama, som siden hen udspiller sig i store symfonisatser af Beethoven og andre komponister fra 1800-t.

Den wienerklassiske instrumentalstil kommer mønstergyldigt til udtryk i Franz Joseph Haydns strygekvartetter (fra opus 33 og frem) og symfonier (de såkaldte Pariser- og Londonsymfonier fra 1780'erne og 1790'erne), i Wolfgang Amadeus Mozarts klaverkoncerter fra wienerårene og de seneste seks symfonier (med de tre store fra 1788 som kulmination) og i Ludwig van Beethovens klaversonater (til og med Waldsteinsonaten fra 1803) og de to første symfonier.

Med indledningen til Beethovens såkaldte anden periode (med værker som 3. symfoni, 1803 og Appassionatasonaten, 1805) var de musikalske og samfundsmæssige forudsætninger for den wienerklassiske syntese ikke længere til stede, og en mere personlig, følelsesladet og grænsesprængende udtryksform tog afsæt i disse værker i bevægelsen hen mod den nye epoke i musikhistorien, som ofte går under den brede betegnelse romantikken.

Læs om wienerklassik.