Whiskers. Trådformede enkrystaller af zink på overfladen af et forzinket søm. Undertiden opstår der en fejl i krystalopbygningen, hvilket medfører et knæk på tråden. Scanning-elektronmikroskopbillede, sidelængde 0,05 mm.

.

Whiskers, trådformede enkrystaller med (næsten) perfekt krystallinsk struktur. Både metaller og metaloxider kan danne whiskers. På cadmierede eller forzinkede emner dannes whiskers spontant ved stuetemperatur. Krystallerne er kun 0,5-1 μm tykke, men kan være op til 10 mm lange. De danner ofte en filtet overflade, fx på forzinkede søm, heraf betegnelsen whiskers ('kindskæg').

Faktaboks

Etymologi
Ordet whiskers er engelsk pluralis 'kindskæg', afledn. af whisk 'vifte, feje', samme ord som dansk viske.

Metalwhiskers kan vokse op til 1 mm per år, idet der tilføjes atomer til trådens basis, formentlig forårsaget af mekaniske restspændinger i substratets overflade. Oxidwhiskers af Al2O3 fremstilles syntetisk ved opvarmning af en jern-chrom-aluminium-legering i en oxiderende atmosfære. Sådanne legeringer anvendes til rensning af udstødningsgas, idet whiskersoverfladen katalyserer gassernes nedbrydning. Whiskers anvendes også til armering af metalkompositter.

I naturen kendes trådformet vækst bl.a. fra den norske sølvmine i Kongsberg, hvor whiskers af sølv er vokset til fingerstørrelse og har antaget groteske former. Da whiskers er så godt som fejlfri enkrystaller, har de betydelig interesse for studiet af stoffernes atomare opbygning. De har stor flydespænding, ofte ti gange så stor som tilsvarende polykrystallinsk materiale, og de har dermed været med til at bekræfte dislokationsteoriens teoretiske resultater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig