Wassermanns reaktion

Bakteriens tilstedeværelse påvises indirekte gennem tilstedeværelse af proteiner i blodet, som stammer fra immunsystemets aktivitet. Det er en såkaldt komplementbindingstest. Komplementsystemet består af ca. 20 plasmaproteiner, der tidligt i en infektions forløb assisterer de antistoffer, som immunsystemet producerer. I Wassermannprøven tilsættes et ekstrakt af alkohol, lecitin, hjertemuskel og evt. kolesterol til en blodprøve eller prøve med spinalvæske. Denne blanding er i stand til at aktivere de komplementproteiner, der assisterer syfilis-antistoffer, da de også reagerer på fedtstoffet cardiolipin fra hjertemuskelen. I den oprindelige Wassermann-test blev der anvendt leverceller fra børn, der var døde af medfødt (kongenit) syfilis.

I dag anvendes specifikke antistoftest, og Wassermanns test er næsten taget helt ud af brug. Både Wassermanns test og de moderne blodprøver har en reaktivitet, der afhænger af hvor i sygdomsforløbet patienten befinder sig, og der er risiko for at få falsk negative tests. Ligeledes kan andre infektioner føre til falsk positive tests. Sikker diagnostik fås ved direkte påvisning af bakterien i mørkefeltmikroskopi i en podning taget fra et syfilitisk sår. Denne test laves udelukkende på infektionsmedicinske afdelinger og hudafdelinger specialiseret i kønssygdomme (venerologi).

• historiske sundhedsforhold i Danmark
• venerologi
• kønssygdomme