Walkie-talkie, transportabel radiosender og -modtager, beregnet til tale mellem to eller flere parter, der har hver sin enhed. Den kan kun anvendes inden for et begrænset område, idet rækkevidden normalt er få kilometer. Frekvensområdet er som regel 446,0-446,1 MHz, hvor der er afsat otte kanaler til talebrug, hver med en båndbredde på 12,5 kHz. Effekten er begrænset til 1/2 W.

Der kræves ikke licens til at bruge frekvensområdet, som er åbent for alle med passende udstyr i alle lande, der har godkendt udstyret. Der er derfor ingen garanti mod forstyrrelser, og sikkerheden mod aflytning må antages at være lav. De anvendes ofte på større arbejdspladser, fx byggepladser.

Walkie-talkien blev udviklet i USA under 2. Verdenskrig og blev udnyttet af soldater i felten. Den siges at have været en afgørende faktor for mange af de allieredes sejre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig