Walbaum er en oprindeligt tysk antikvaskrift lanceret i 1803 af skriftstøberen Justus Erich Walbaum på inspiration af Bodonis og Didots populære nyklassisistiske antikvaer. Den er lidt splinklere og lidt bredere end forbillederne, og minusklerne har lavere x-højde. Til forskel fra Didots grundstreger er Walbaums i den oprindelige udgave reguleret ned til de små skriftgrader. Den finesse er sløjfet i støberiet Bertholds fotosatsversion fra 1975 og i den nuværende digitale version fra Monotype, hvor skriften kun findes i ét design, der kan moduleres digitalt.

Faktaboks

Etymologi

Walbaum er opkaldt efter den tyske skriftstøber Justus Erich Walbaum (25. juni 1768 - 21. juni 1837), der arbejdede i Goslar og Weimar i årene 1799-1836.

Den lavere x-højde gør – sammen med de lidt bredere bogstaver – at skriften ikke behøver så stor skydning som Bodoni og Didot og derved bliver lettere læselig.

Både som maskinsats og som fotosats blev Berthold Antikva meget populær i Danmark. Specielt Bianco Lunos Bogtrykkeri benyttede den flittigt i 1940'erne og 1950'erne. Og som digital version blev skriften udbredt til de fleste trykkerier og havde i 1990'erne lidt af en opblomstring.

Fontsgeek.MT sample.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig