væske

Væske er tilstandsform for stof. Et stof optræder normalt i tre tilstandsformer: gas, væske og fast stof. Væske er en art mellemform af gas og fast stof. Væskeformen har væsentlig højere densitet end gasformen, men omtrent samme densitet som den faste form.

En væske har flere karakteristiske egenskaber; fx vil den ved niveauforskelle bevæge sig (flyde) under indflydelse af tyngdekraften. Derved tilpasser væsken sig formen af et indesluttende kar og fylder dette til et bestemt niveau, hvor den danner en "vandret" overflade. Ved fastholdt temperatur fortættes en gas til væske, når den udsættes for et passende højt tryk, forudsat at temperaturen ligger under den såkaldte kritiske temperatur (se fasediagram). Til forskel fra en gas bevarer en væske sit volumen under bevægelse. Væsker har en række øvrige makroskopiske egenskaber som varmekapacitet og fordampningsvarme (se fordampning), frysepunkt og kogepunkt.

På det mikroskopiske niveau adskiller en væske sig væsentligt fra gassen. Pga. gassens lave densitet har molekyler eller atomer god plads, hvor de kan bevæge sig stort set uafhængigt af andre partikler, bortset fra sjældne indbyrdes kollisioner. Afkøles gassen, bliver bevægelserne langsommere, og ved fortætningspunktet (kogepunktet) fortættes gassen til væske under indflydelse af tiltrækkende kræfter mellem partiklerne.

Væskens højere densitet medfører, at afstanden mellem partiklerne er væsentligt mindre end i gassen, og de intermolekylære kræfter meget større. Molekylerne har ved små afstande en stærk indbyrdes frastødning og kan ikke komme hinanden nærmere end en vis mindste afstand, der kan opfattes som molekyldiameteren. I lidt større afstand er det intermolekylære felt tiltrækkende og medfører, at der i et snævert område omkring hvert molekyle opstår en kugleskal, hvori et antal molekyler fortrinsvis placerer sig. Denne tendens til orden minder om gitterstrukturen i et krystallinsk, fast stof og peger på ligheder mellem væsker og faste stoffer. Dette bekræftes af studier af diffraktion af røntgenstråler og neutroner, som viser ordnet struktur i en væske inden for afstande omkring 10 nm fra hvert molekyle. En flydende krystal er et eksempel på retningsbestemt orden.

En "væskepartikel" er et væskeelement så lille, at man kan se bort fra variationer i bl.a. tryk og densitet inden for dets udstrækning. Bevægelsen af et væskeelement følger en bane, der kan afbildes ved en strømlinje, som i hvert punkt har samme retning som væskens hastighed. To strømlinjer kan ikke skære hinanden, da hastigheden i et punkt er entydig. Tegnes mange strømlinjer, fås et samlet billede af væskens strømning. Om væskers bevægelse i øvrigt, se hydrodynamik.

Et ydre tryk komprimerer en væske, men kun lidt sammenlignet med en gas. I mange sammenhænge er det tilladeligt at se bort fra kompressionen og regne med en inkompressibel væske.

Trækkes en plade gennem en væske i pladens retning, øver væsken modstand mod bevægelsen, idet den hefter sig til pladens overflader. Væskelaget umiddelbart op til pladen har hastigheden nul i forhold til denne. Fænomenet skyldes en art indre gnidning i væsken, som kaldes viskositet. Viskositeten er ofte afgørende for en væskes egenskaber, men vanskeliggør deres teoretiske beskrivelse betydeligt.