Votisk er et østersøfinsk sprog, der tidligere blev talt i den vestlige del af det historiske landskab Ingermanland ved den russiske østersøkyst. Nu er sproget så godt som uddødt; i 2018 blev det kun talt af ganske få personer i nogle landsbyer omkring Kingisepp. Votisk er især tæt beslægtet med estisk, og de to sprog er gensidigt forståelige.

Faktaboks

Også kendt som

vatlandsk (ældre navn)

Sprogets særtræk og kontakter

To karakteristiske lydhistoriske træk, som adskiller votisk fra de øvrige østersøfinske sprog, er tab af h og palatalisering af k til č foran fortungevokal, jf. votisk enči 'sjæl, person' over for finsk henki. Når disse konsonanter alligevel synes bevaret i nogle votiske ord, er der faktisk tale om låneord fra det nærtbeslægtede sprog ingrisk, fx hirvi 'elg' og auki 'stør'. Ingrisk har i perioder nydt en højere status end votisk, hvorfor de sidste votisktalende på russisk også kaldte deres sprog for izjorskij, dvs. 'ingrisk'.

Det votiske ordforråd præges i øvrigt af både ældre og nyere russiske låneord på grund af over tusind års konstant kontakt med de østslaviske naboer. Første gang, navnet på voterne nævnes, er i den første Novgorodkrønike fra 1069. Ingermanland hørte under Novgorodriget allerede fra 900-tallet.

Votiske dialekter

Den votiske dialekt krevinsk, der blev talt i Letland ca. 1450-1850, anses undertiden for et selvstændigt sprog. Dens tilstedeværelse i Letland skyldes, at Den Tyske Orden bragte votisktalende krigsfanger hertil. Krevinsk udviser ikke palatalisering af oprindeligt k, hvorfor denne lydudvikling må have fundet sted efter 1450.

De øvrige votiske dialekter er øst- og vestvotisk, hvoraf kun sidstnævnte har overlevet ind i 2000-tallet. En fjerde dialekt omkring Kukkuzi har traditionelt også været anset for votisk, men flere forskere mener nu, at der er snarere tale om en variant af ingrisk, der tales på votisk substrat.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig