Vorte, lille forhøjning af en plantes overflade, hvori der kan indgå både epidermale og underliggende cellelag. Som eksempler kan nævnes papiller hos vorteblad, areoler i kaktusfamilien, bl.a. hos vortekaktus, og korkporer på fx årsskuddene af vortebirk. Ordet anvendes desuden som forstavelse i plantenavne, hvor planten eller dele heraf har været anvendt som middel mod vorter, fx vortemælk.