Vitaminer er en gruppe af kemisk meget forskellige organiske næringsstoffer, der ved at indgå i ernæringen opretholder kroppens normale og optimale funktion. Da de løbende forbruges og udskilles fra kroppen, som enten ikke selv eller kun i utilstrækkelige mængder kan danne dem, må de stadig tilføres med føden.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet vitamin er dannet ved sammentrækning af latin vita 'liv' og thiamin, navnet på det første kendte vitamin.
Navngivningen af vitaminerne har historisk baggrund, og de opdeles traditionelt i de vandopløselige vitaminer (B-vitaminerne biotin, cyanocobalamin, folinsyre, niacin, pantotensyre, pyridoxin, riboflavin og thiamin samt C-vitamin) og de fedtopløselige vitaminer (A-vitamin, D-vitamin, E-vitamin og K-vitamin).
Behov og anbefalet indtagelse af vitaminer fastlægges af ekspertkomitéer, der tager hensyn til de forskellige behov hos bl.a. nyfødte, børn, mænd, kvinder, gravide, ammende og ældre. I Norden er der fælles anbefalinger (Nordiske Næringsstofanbefalinger), som danner grundlag for kostplanlægning på institutioner og for indholdet i kosttilskud. Menneskers behov for vitaminer revideres løbende, i takt med at forskningen skaber ny erkendelse, og menneskers livsstil ændres.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.