Der er beskrevet ca. 900 forskellige virus hos planter, hvoraf genomet hos langt de fleste består af enkeltstrenget RNA. Viruspartiklerne er for de fleste arters vedkommende stav- eller trådformede (10-25 nm tykke og 100-1000 nm lange) eller runde (25-100 nm i diameter).
Virus kan overføres fra syge til sunde planter via fysisk kontakt, redskaber, vand, pollen og især vektorer som insekter (bladlus, cikader, hvide fluer, trips, bladbiller), rundorme og jordboende svampe. Normalt vil en virusart kun kunne overføres med en enkelt vektortype. Hos de fleste virusarter overføres partiklerne vha. virusspecifikke adsorptionsmekanismer uden en egentlig infektion af vektoren. Med vektoren føres virus ind i en af plantens overfladeceller (epidermis), hvorfra infektionen spredes til naboceller via cytoplasmatiske forbindelseskanaler (plasmodesmata) i cellevæggen. Når infektionen når frem til den del af ledningsvævet, der transporterer sukkerarter (phloemet), føres virus frem til plantens skud- og rodspidser med infektion af de fremvoksende plantedele til følge. Dette kaldes systemisk infektion. Hos nogle virusarter fører vektoren virus direkte ind i plantens phloem.
De synlige symptomer på virusinfektion hos planter er ofte lysegrønne områder (kaldet mosaik) i bladene, men kan være meget forskelligartede, fx nekroser, bladkrølning, gulsot eller dværgvækst afhængigt af planteart, virusart og vækstforhold. Ved diagnose anvendes desuden virusoverførsel til indikatorplanter, elektronmikroskopi og molekylærbiologiske metoder.
Udvikling af virusfri planter, fx kartofler, fra inficeret materiale sker vha. varmebehandling (termoterapi) og meristemkultur. Se også plantesygdomme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.