virologi

Virusinfektion medfører dannelse af antistoffer rettet specifikt imod det pågældende virus. Dette er årsagen til, at der i de fleste tilfælde opstår varig immunitet efter infektion med et virus. Der er dog undtagelser, fx rhinovirus og hiv. Dannelse af antistoffer mod virus eller bestemte dele af viruspartiklerne er baggrunden for, at det er muligt at opnå immunitet imod en række virussygdomme ved vaccination.

Indførelse af vaccinationer mod virussygdomme har betydet, at en alvorlig virussygdom som kopper har kunnet udryddes, og at polio, der tidligere var et væsentligt sundhedsproblem i store dele af verden, ikke længere forekommer i vaccinerede befolkninger. Ligeledes kan de fleste såkaldte børnesygdomme forebygges ved tidlig vaccination. Der forskes i at udvikle vacciner mod andre virus, fx hiv og ebola.

Den basale virologi har udviklet sig stærkt i takt med udviklingen af den moderne molekylærbiologi. Den relativt simple opbygning af viruspartikler og arvematerialets begrænsede størrelse har gjort det muligt at kortlægge arvematerialet fuldstændigt for mange virus.

Den kliniske immunologi har også udviklet sig markant sammen med molekylærbiologien. Påvisning af infektion med virus kan nu i mange tilfælde foretages med molekylærbiologiske metoder, fx polymerasekædereaktion (PCR), hvilket giver en meget hurtig og sikker virusidentifikation. PCR kan også benyttes til at bestemme antallet af kopier af fx hiv-RNA i blodet, hvilket har betydning for, hvornår der bør gives behandling med antivirale lægemidler.