Virksomhed (Virksomhedsetik), eller forretningsetik er udtryk for en virksomheds ønske om at vurdere sine præstationer på flere måder end økonomisk og teknisk. Påstanden er, at en virksomhed har et direkte ansvar over for alle, som påvirkes af dens beslutninger — ikke kun aktionærer, men også ansatte, kunder mfl. Indirekte har den også et ansvar for miljøet og for kommende generationer.

Etik forstås ofte som det normale syn på rigtigt og forkert, så etikkens indhold ikke præciseres, men overlades til individets subjektive bedømmelse. Denne opfattelse præger amerikansk virksomhedsetik. Stillet over for det moderne samfunds moralske pluralisme kan etik også betragtes som en fælles forpligtelse mellem parter, som ikke er moralsk enige. Det etisk rigtige afklares i en samtale eller diskurs, så etikken ikke bindes til et individuelt skøn (se etisk regnskab). Etik er her udtryk for en lokal kontrakt og kan løbende justeres.

Om virksomhedsetik betragtes som et middel til at tjene penge, eller om den markerer en ægte forpligtelse, må afgøres konkret. Ved at forpligte sig etisk kan en virksomhed: 1) blive opmærksom på forhold, som ikke kan udtrykkes økonomisk, men som påvirker dens resultater, 2) udvide sit grundlag for at træffe beslutninger, 3) definere en fælles holdning, som ikke er bundet til præcise regler, men kan bruges i usædvanlige situationer og 4) udtrykke sin identitet. Ikke kun private virksomheder, men også offentlige institutioner, kan arbejde med virksomhedsetik, så der ofte tales generelt om organisationsetik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig