Violet ametysthat

Violet ametysthat (Laccaria amethystina) mellem visne bøgeblade på skovbunden. Farven gør svampen let at kende.

Violet ametysthat
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Violet ametysthat er en let genkendelig, farvestrålende stilksporesvamp i champignonordenen (Agaricales). Den hører til slægten ametysthatte.

Faktaboks

Også kendt som

Laccaria amethystina

Hatten er 1-4 cm bred, hvælvet til affladet, filtet til småskællet og tør. Farven er dybt violet, men bliver gråviolet til hvidlig under udtørring. Lamellerne er tilvoksede til kort nedløbende, ret fjerne, middelbrede og violette. Stokken er 3-8 cm x 0,3-0,7 cm, cylindrisk eller udvidet nedefter, trevlet og ligeledes violet. Lugten er ubetydelig.

Violet ametysthat er almindelig i Danmark og kan findes i hele landet. Den vokser under løv- og nåletræer og ses fra juli til november.

Den smager mildt og har tidligere været benyttet som spisesvamp, der kunne sætte lidt kulør på fx salater. Da den indeholder ganske store mængder arsen, frarådes det i dag at spise den.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig