viola

Viola, indtil ca. 1500 betegnelse for forskellige typer strygeinstrumenter, især i Sydeuropa.

Faktaboks

etymologi:
Ordet viola er italiensk, af middellatin vitula, et strengeinstrument, afledning af latin vitulari 'juble'.

I 1400-t. udskiltes to former, viola da braccio ("arm-viola", senere bratsch, violinfamiliens altform) og viola da gamba ("ben-viola", se gambe).

Siden er andre typer opstået, fx viola pomposa, en lille femstreget cello, og ikke mindst viola d'amore, der har resonansstrenge; den holdes som en violin og var populær i 1700-t.

Betegnelsen viola anvendes i dag synonymt med bratsch.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig