Villain, villein, i middelalderen livegen engelsk bonde. Det engelske livegenskab, betegnet villainage, er bedst kendt fra 1200-t., da omkring en tredjedel af landbefolkningen var villains. De var underlagt deres godsherres ret og kunne ikke frit forlade godset og den jord, herren havde stillet til deres disposition mod betaling af afgifter og hoveri. Døtre kunne kun bortgiftes med herrens tilladelse og betaling af en ydelse.

Faktaboks

Etymologi
Ordet villain er engelsk, af middelalderlatin villanus 'bonde, landsbyboer', af latin villa 'gård, landsted'.

I England var livegenskabet afskaffet omkring 1400.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig