Almindelige fasan (Phasianus colchicus) er en yndet jagtfugl; hvert år skyldes ca. 700.000 i Danmark.

.

Vildt er fritlevende fugle og pattedyr, både totalfredede og arter, for hvilke der findes en jagttid. I jagtsproget skelnes der mellem fuglevildt og hårvildt, ligesom nogle arter slås sammen i grupper som fx hjortevildt, rovvildt eller skadevoldende vildt.

Vildtforskning

Mærkning af dyr mhp. senere genmelding bruges især i form af ringmærkning af fugle og øremærkning af pattedyr; vha. mærkning med nummerplader eller radiosendere kan enkeltindivider kendes på afstand og deres daglige færden følges gennem længere tid.

Bestandsopgørelser (tælling af vildt) kan være vanskelige, og man må ofte ty til beregninger baseret på forholdet mellem mærkede og ikke mærkede dyr i bestanden, fx ved fangst-genfangst-metoden. For jagtbare vildtarter kan jagtudbyttet anvendes som et indirekte mål for bestandsstørrelse og give værdifulde oplysninger om bestandssvingninger samt geografisk fordeling. Se også bestandsanalyse.

Siden 1941 har der i Danmark været gennemført en officiel vildtudbyttestatistik. Alle jagttegnsløsere er forpligtet til efter hver jagtsæsons afslutning at indberette deres personlige udbytte af de enkelte arter, samt hvor i landet vildtet er nedlagt. Oplysningerne om vildtudbyttet bearbejdes af Danmarks Miljøundersøgelser på Kalø. Se også jagt.

Vildtsygdomme

Vildtsygdomme er sygdomme hos vildtlevende pattedyr og fugle, både jagtbart og ikke-jagtbart vildt. I landbrugslande med stor animalsk produktion som Danmark påkalder sygdomme, der kan ramme både vildt og husdyr, sig særlig opmærksomhed, ligesom sygdomme, der rammer både vildt og mennesker (se zoonoser), overvåges. Overvågningen varetages af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og sker ved regelmæssig obduktion af dødfundet vildt. Alle kan indsende dødfundet vildt til undersøgelse på Statens Veterinære Serumlaboratorium.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

Vildt. Livscyklus for rævens lille bændelorm (Echinococcus multilocularis). Den kønsmodne bændelorm er ca. 3 mm lang og formerer sig i tarmen på ræve. Her ses ormen med æg i kroppens bageste led; æggene spredes med rævens afføring. Normalt optages parasitæggene af mus, hvor de udvikler sig til larver, som laver cyster i leveren. Når musene senere ædes af andre ræve, udvikler larverne sig til voksne bændelorme. Mennesker kan dog også smittes med æggene, hvis fx ræven har efterladt afføring i en køkkenhave eller sandkasse.

.

Vildt. Snit af menneskelever med talrige cyster som følge af infektion med rævens lille bændelorm. Efter smitte med æg fra bændelormen udklækkes larverne i tarmen og vandrer til leveren, hvor de gennem en periode på 5-15 år danner blærelignende cyster. Infektionen fører som oftest til døden for patienten. Der er kun fundet enkelte tilfælde af smittede ræve i Danmark.

.

Vildt. Mange steder i det danske landskab, ofte i fugtige sænkninger eller i markhjørner og langs levende hegn, kan man se beplantninger, der skal tjene som levested med gode fødemuligheder og som skjul for vildtarterne, såkaldte vildtplantninger. Man tilgodeser især arter som hare, rådyr, fasan, agerhøne og ringdue samt, hvis man anlægger vandhuller, gråand. Egnede planter er fx rosenarter, rød- og sitkagran, slåen, vild æble, tjørn, havtorn, rødel og poppel. Fotografi af vildtbeplantning nær Harlev vest for Århus, 1999.

.

Infektion med rævens lille bændelorm, Echinococcus multilocularis.

Ill.: Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller & Chr. Kapel

Snit af menneskelever med talrige cyster som følge af infektion med rævens lille bændelorm. Efter smitte med æg fra bændelormen udklækkes larverne i tarmen og vandrer til leveren, hvor de gennem en periode på 5-15 år danner blærelignende cyster. Infektionen fører som oftest til døden for patienten. Der er kun fundet enkelte tilfælde af smittede ræve i Danmark. Ill.: Institut für Parasitologie, Zürich

Afsnit fortsætter her.

Sygdomme hos vildt kan skyldes infektion med bakterier, virus og parasitter, men også mangelsygdomme som følge af underforsyning med næringsstoffer, vitaminer og mineraler forekommer. Kun sjældent ses medfødte misdannelser og kræft hos vildt. I urbaniserede områder og langs større trafikårer ses ofte omfattende trafikdødsfald blandt vildt.

Infektionssygdomme kan i nogle tilfælde forårsage massedødsfald blandt vildt, som det fx sås ved infektion med distempervirus (hundesygevirus) hos sæler i bl.a. danske farvande i 1988, infektion med skabmider (Sarcoptes scabiei) hos ræve i 1980'erne og 1990'erne og infektion med bakterien Pasteurella multocida hos ederfugle i 1996.

De mest tabsvoldende sygdomme, der kan overføres fra vildt til husdyr, er svinepest, kvægtuberkulose (se tuberkulose), smitsom kalvekastning og trikininfektion (se trikinose); ingen af disse forekommer længere i Danmark.

Blandt zoonotiske infektioner kan nævnes en særlig form for hundegalskab (rabies), der forekommer blandt flagermus. Hos harer ses lejlighedsvis infektion med Toxoplasma gondii. Denne parasit kan forårsage fostermisdannelser hos gravide kvinder, som derfor frarådes at håndtere nedlagte harer (se toksoplasmose). Dansk vildt anses på basis af overvågningen for at have en generelt god sundhedstilstand.

Vildtpleje

Vildtremise, hvor vildtet kan yngle, gemme sig eller søge føde.

.

Revirpleje sker især ved anlæg af vildtremiser, levende hegn, pleje af græs- og lyngarealer med slåning samt anlæg af fodermarker, søer og damme. Selvom det sker mhp. især gråænder, fasaner og råvildt, er revirpleje af stor betydning for den øvrige fauna, som her kan finde føde og redeskjul.

Direkte vildtpleje falder inden for fire hovedgrupper: fodring af vildt, opdræt og udsætning, begrænsning af rovvildt og beskydning af vildt. Vinterfodring er et kontroversielt emne, da det kan debatteres, hvor stor betydning det har for den samlede bestands overlevelse, men der er ikke tvivl om, at det bringer flere enkeltindivider gennem vinteren. Af jagtbare vildtarter er det især fasaner og ænder, der fodres.

Opdræt og udsætning af vildt kan ske enten for at ophjælpe en ynglebestand eller for at indføre en art til et nyt område. Som regel sker udsætning dog med henblik på at øge jagtudbyttet. Det er især fasaner og gråænder, der udsættes. Navnlig for gråænder er det vigtigt, at antallet af udsatte fugle holdes på et begrænset niveau, så biotopen ikke ødelægges.

Regulering af skadevoldende vildt vil som regel ske som begrænsning i antallet af rovvildt, især ræv, krage og husskade, ved fangst og skydning. Vildtskader på skov- og landbrugsafgrøder kan nødvendiggøre begrænsning i antallet af fx hjortevildt.

Beskydning af vildtbestande kan være en vigtig del af vildtplejen. En jagt, der kun tager af vildtoverskuddet, er uden betydning for næste års bestand, og en vis udtynding kan modvirke stress og sygdom og øge ynglesuccesen blandt de overlevende.

Gastronomi

Både fuglevildt og hårvildt har en særlig placering i gastronomien. Det skyldes måske i nogen grad den respekt, der i gammel tid stod om jagten, og den festivitas, der var forbundet med den, da det bortset fra krybskytter mest var overklassen, der drev jagt. Den væsentligste grund er dog, at kød af vildt er mere aromatisk end kød fra tamdyr.

Alt vildt, der må skydes i Danmark, er yderst magert. Gråænder kan være en undtagelse, fordi en del af dem er opdrættet og udsat eller evt. har slået sig ned i søer, hvor de fodres (med byg); fedtet sidder dog udvendigt, selve kødet er magert. Det samme kan, om end sjældnere, opleves med fasaner.

Det meste kød af vildt er mørkt og tilberedes som andet kød, dog marineres hårvildt ofte. Fra et gastronomisk synspunkt bør vildt ikke steges for længe, da det er mest saftigt, når det er enten rosa eller kun lige akkurat gennemstegt. Det er en udbredt tro, at et stykke vildt helst skal være helt ungt, og at ældre dyr er seje og hårde. Hvis vildtet er i god stand og sundt, er gamle dyr imidlertid lige så møre og velsmagende som unge. Generelt er vildt, i modsætning til fx oksekød, ganske mørt, selvom det ikke har fået lov til at hænge og modne. Frem til midten af 1900-t. var det almindeligt, at fiskehandlerne, der solgte vildtet, lod det hænge en passende tid.

Efter ministerielle bekendtgørelser udstedt midt i 1990'erne skal alt vildt, som kommer i handelen, forhandles via de store engrosforretninger, hvor det bliver plukket eller flået, så snart det er inden for døren, og derefter straks ekspederet videre til detailhandlere og restauranter. Derved mistes meget af den aroma, som blev værdsat i gamle dage, når harer, fasaner og råvildt i det sene efterår ved temperaturer omkring frysepunktet fik lov til at hænge tre til fire, måske seks uger afhængigt af temperaturerne. Vildt med dén smagskarakter er i dag forbeholdt jægere, som selv behandler det, de har nedlagt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig