vikingetiden - sprog

Vikingetiden - sprog, Vikingetidens runeindskrifter og de dele af den senere overleverede edda- og skjaldedigtning, som kan føres tilbage til vikingetiden, frembyder et sprog, der var fælles for hele Norden, i 1200-t. benævnt dansk tunge. Dette standardiserede skriftsprog røber dog regionale forskelle, hvoraf de mest iøjnefaldende er, at diftonger forandres til monoftonger og forlydsforbindelserne hl-, hn-, hr- til l-, n-, r- i østnordisk, fx sten og rafn 'ravn' over for steinn og hrafn i vestnordisk. Men da grammatikken og ordforrådet stort set var fælles, har de små udtaleforskelle været uvæsentlige. Mange låneord i engelsk vidner yderligere om, at vikingetidens nordisk og engelsk i et vist omfang var indbyrdes forståelige.

En runesten ved Karlevi på Öland (se skjaldedigtning) er et ejendommeligt vidnesbyrd om Nordens sproglige sammenhæng. Stenen er omkring år 1000 rejst over en dansk høvding, der blev gravlagt på den svenske ø og mindet i et skjaldedigt af en nordmand eller islænding, hvad der kun røbes af bittesmå nuancer i stavningen. Se også dansk sprog (olddansk) og nordiske sprog (vestnordisk og østnordisk).

Læs mere om vikingetiden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig