Vikar, (af lat. vicarius, afledn. af vicis 'omveksling, udskiftning'), midlertidigt ansat, ofte inden for funktionærområdet, men også i andre typer job. En vikar, der er omfattet af Funktionærloven og ansat for højst tre måneder, kan afskediges og selv sige op fra dag til dag. Funktionærvikarer antages undertiden for længere tid, men ansættes da på en tidsbegrænset kontrakt. Ansættelse af vikarer formidles i visse tilfælde af et vikarbureau, der igennem en kontrakt med vikaren påtager sig normale arbejdsgiverforpligtelser over for denne. En vikar er således ikke nødvendigvis omfattet af den sædvanlige ansættelseslovgivning hverken i forhold til bureauet eller til den kunde, som vikaren arbejder hos.