Videnregnskab, rapport, der udvider den traditionelle finansielle regnskabsrapportering ved at beskrive humankapital, organisationskapital og kundekapital. Humankapitalen er virksomhedens medarbejdere og de kompetencer, de besidder. Organisationskapitalen består af procedurer, manualer, administrative systemer mv., og kundekapitalen er fx kundeloyalitet, kendskab til kunder og brugeres behov samt virksomhedens image. Idéen til udarbejdelse af videnregnskaber opstod i Sverige i slutningen af 1980'erne, hvor enkelte virksomheder begyndte at udarbejde dem. Begrebet fik international opmærksomhed i 1993, da det svenske forsikringsselskab Skandia udarbejdede sit første videnregnskab, og i 1998 begyndte 23 danske virksomheder i samarbejde med Erhvervsfremme Styrelsen og forskere fra Handelshøjskolerne i Aarhus og København at udarbejde videnregnskaber, bl.a. med det formål at udvikle retningslinjer herfor. Retningslinjerne, som blev udgivet i 2000, er verdens første for denne type regnskaber. I 2002 udarbejdede 100-150 private og offentlige virksomheder videnregnskaber i Danmark — enten som særskilte publikationer eller som en del af den traditionelle årsrapport. Som den første danske børsnoterede virksomhed udgav Coloplast et videnregnskab i 1998; det blev udgivet som en del af årsrapporten i 1998.