Videnregistrering er registrering med henblik på genfinding af ordbaseret viden.

Skal man registrere ordbaseret viden i et genfindingssystem, kan det ske på to måder – enten ved brug af hierarkisk indeksering eller ved brug af koordinativ indeksering. Indeksering er den proces at analysere den ordbaserede viden og fastlægge de ord, som skal indføres i det hierarkiske register eller det koordinative register.

Hierarkisk indeksering

Ved hierarkisk indeksering opstilles ordene i den hierarkiske orden, hvor noget er overordnet og andet underordnet – også kaldet trappetrinsorden eller træstruktur. Den hierarkiske orden er metoden i systemer med videnregistrering såsom Det Universelle Decimalklassifikationssystem (UDC) og danske folkebibliotekers klassifikationssystem DK5.

Koordinativ indeksering

Ved koordinativ indeksering er de udvalgte og fastlagte ord sideordnede i registret. Det koordinative register kan opbygges ved brug af decimalsøjlekort, sigthulkort eller computere. Ved søgning efter viden sammenstiller brugeren de ord, der beskriver den søgte viden, og systemet giver svar herpå. Google er et velkendt system baseret på koordinativ indeksering. Princippet i koordinativ indeksering kan spores tilbage til 1910'erne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig