Viber
Broget vibe (Vanellus armatus) er en almindelig vibe i det østlige og sydlige Afrika, hvor den findes i vådområder i lavlandet.
Af /flickr.
Licens: CC BY NC SA 2.0

Viber er en underfamilie af vadefugle i familien brokfugle. Der kendes ca. 25 arter, som er udbredt i slettelandskaber i det meste af verden undtagen Nordamerika, dog ikke i arktiske områder.

Faktaboks

Også kendt som

Vanellinae

De hører til de større arter blandt brokfuglene og bliver 17-38 cm lange. Som regel er de bredvingede og langsomt flyvende. De har gerne livlige tegninger med særlig markante mønstre i hovedet, hvor flere arter desuden har farvede hudfolder eller en fjertop. Nogle har på vingens forkant en spore, som bruges i kamp. Viber er territoriale i yngletiden og er særdeles aggressive i forsvaret af territoriet mod artsfæller, ligesom indtrængende rovdyr udsættes for vedvarende angreb.

Viber i Danmark

Viber
Viben (Vanellus vanellus) kendes på sin sorte nakketop, metalskinnende sortgrønne overside og hvide underside.
Af /flickr.
Licens: CC BY NC 2.0

I Danmark er viben (Vanellus vanellus) en almindelig ynglefugl, især på kreaturafgræssede enge, marsk og marker med vårsæd. Den er udbredt i store dele af Europa og Asien.

Viben har utvivlsomt været begunstiget af agerbrugets udbredelse og landskabsudviklingen tidligere, men efter ca. 1950 har moderniseringen og intensiveringen i landbruget ført til faldende bestande i det meste af Europa. Den danske bestand faldt med 70 % fra midten af 1970'erne til midten af 1990'erne og blev i 2005 anslået til at udgøre 15.000-25.000 par. De danske viber overvintrer i Vest- og Sydvesteuropa.

Steppevibe (V. gregarius) og sumpvibe (V. leucurus) er truffet ganske få gange som tilfældige gæster i Danmark. Begge arter stammer fra Centralasien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig