Veteranbil, udbredt, men temmelig upræcis betegnelse for en bil, som er blevet så gammel, at alene dens alder gør den interessant. Det samme gør sig gældende mht. motorcykler.

Begrebet veteranbil opstod i Storbritannien i mellemkrigstiden, men omfattede kun biler bygget før 1904, og der har altid eksisteret en meningsforskel mellem dem, som mener, at kun køretøjer af særlig teknisk interesse og betydning kan kaldes veterankøretøjer, og dem, som opfatter motorkøretøjer som kulturelle levn og derfor anser alle køretøjer for bevaringsværdige.

Da Dansk Veteranbil Klub blev stiftet i 1954 samlede interessen sig om biler fra 1920'erne eller tidligere, men man undlod at formulere en præcis definition. Siden 1970'erne har det været klubbens politik at interessere sig for alle køretøjer, som er mere end 25 år gamle, forudsat at de er bevaret eller restaureret i tidstypisk stand. Denne opfattelse er blevet alment accepteret i motorhistoriske kredse. I Danmark betales imidertid først nedsat vægtafgift (1/4 af satsen), når køretøjet er over 35 år gammelt; det kan så desuden registreres til veterankørsel og skal dermed kun synes hvert ottende år. Et køretøj, der er registreret til veterankørsel, må kun benyttes lejlighedsvis (under 6000 km om året) og ikke til erhvervsmæssig persontransport.

Den danske paraplyorganisation for motorhistoriske klubber, Motorhistorisk Samråd, er medlem af den internationale sammenslutning FIVA (Fédération internationale des véhicules anciens), som bl.a. virker for, at EU-regler om fx miljø og teknik ikke stiller sig hindrende i vejen for bevarelse af og kørsel med veterankøretøjer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig