ventil (elektroteknisk begreb)

Ventil, i elektroteknikken en komponent, der ensretter vekselstrømme. En ventil har meget ringe modstand i den ene gennemløbsretning af ventilen, men meget stor modstand i den anden retning. Ensretning af strømme blev en nødvendighed i begyndelsen af 1900-t., da vekselstrømsteknikken begyndte at erstatte de tidligere jævnstrømsforsyninger, og jævnstrømsmotorer var de eneste anvendelige maskiner til formål, hvor hastigheden skulle kunne reguleres. Nu anvendes ens- og vekselretning ikke alene ved elforsyningens HVDC-anlæg, men tillige ved frekvensomformere til vekselstrømsmotorer, hvor kravet til variation i hastighed gør det nødvendigt.

Mens vore dages ens- og vekselrettere er baseret på halvlederteknik, havde man tidligere mange typer ventiler, fra kontaktventiler, som var mekaniske kontakter, der svingede i takt med frekvensen, over elektron- og ionventiler, fx kviksølvdampensrettere, og vakuumrør til tørventiler, der er forgængeren for nutidens effektelektronik.

Ventilinstrumentet er et måleinstrument til vekselstrømme og vekselspændinger. Instrumentet består af en ensretter og et jævnstrømsmåleinstrument, således at der foretages en ensretning af strøm eller spænding før målingen. Instrumentets karakteristik bliver hermed afhængig af egenskaberne af både ensretterventil og måleinstrument. Ofte kobles instrumentet ind mellem jævnspændingsklemmerne i en traditionel bro bestående af fire ventiler, mens de to andre klemmer tilsluttes målepunkterne. Ventilinstrumentet kan anvendes over et stort frekvensområde.