Venstre-højre-kontinuet er en dimension til indbyrdes politisk placering af vælgere, partier og partisystemer på en skala.

Begrebsparret venstre-højre opstod i forbindelse med Den Franske Revolution (se venstreorienteret), og siden er det gledet ind i almindelig såvel som politologisk sprogbrug som et grundlæggende ordningsprincip for meninger, ideologier, partier og vælgere, til trods for at indholdet i begrebsparret altid har været omdiskuteret. Oftest forbindes det med forandring-stabilitet, besiddelsesløse-besiddende, ikke-privilegerede-privilegerede, underklasse-overklasse, socialistisk-borgerlig mv.

Næsten alle vælgere er i stand til at placere sig selv og de politiske partier på skalaen og har dermed en opfattelse af, hvilke partier der ligger nærmere eller fjernere deres egen opfattelse, hvilket spiller en rolle ved stemmeafgivningen. Tilsvarende bruges dimensionen venstre-højre aktivt af politikerne i deres strategiske overvejelser over samarbejdsmuligheder og i agitationen over for vælgerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig