Vejsidebombe, improviseret bombe, der placeres omkring en vej og bringes til udløsning, når målet passerer. Bomben fremstilles ofte af kommercielt tilgængelige komponenter. Dens hoveddele er en udløsningsmekanisme med detonator samt bombens ladning. Vejsidebomben kan udløses på flere forskellige måder, bl.a. fjernbetjent via mobiltelefoner eller ledningsforbindelser, tidsindstillet eller af forskellige former for sensorer. Ladningen består ofte af sprængstof, men kan også bestå af brandstiftende midler eller kemiske kampstoffer.

Formål

Formålet med vejsidebomben er at tilføje modstanderen tab, sinke eller hindre hans bevægelser, binde sikkerhedsstyrker til sikringsopgaver og/eller skabe frygt blandt den civile befolkning. Et overordnet formål kan være, at destabilisere et område, et land eller et styre med henblik på at fremme eller gennemtvinge et systemskifte eller styrke egen magtposition. Desuden kan formålet være at påvirke en civil opinion i de lande, der har afsendt styrker, gennem tilføjelse af kontinuerlige tab.

Bekæmpelse

Den mest effektive bekæmpelse af vejsidebomber er bekæmpelse af de celler og grupper, der anvender bomberne som våben. Bekæmpelsen har således fokus på modstanderens organisation og sigter på, gennem målrettede operationer, at begrænse modstanderens muligheder for at finansiere, fremstille, placere og udløse bomberne. Disse operationer kan omfatte aflytning af kommunikation, sporing af transportmidler, identifikation af depoter, bombefabrikker og træningsfaciliteter, der anvendes af bombemænd. Vejsidebomber imødegåes dels ved at spore bomben eller udløsningssignaler og dels ved at beskytte sig mod bombens virkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig