En vejrudsigt er den forventede vejrudvikling formuleret i tekst, tal og grafik. Vejrudsigter kan gælde lokalt eller for et større geografisk område, og rækkevidden kan variere fra få minutter til mange dage. Jo vigtigere små forandringer i vejrets elementer som vind, sigtbarhed, vejr, skydække, temperatur, fugtighed eller lufttryk er for brugeren, jo kortere periode og mindre geografisk dækning har udsigten almindeligvis. Til luftfarten udarbejdes for eksempel udsigter, der kun gælder to timer frem og kun for lufthavnen eller dele af den.

Typer af vejrudsigter

En vejrudsigt for hele landet og gældende for flere dage beskriver derfor den forventede vejrudvikling i generelle termer uden så mange detaljer, at en sejler har glæde af den. Derfor udarbejder vejrtjenesterne i Danmark og andre lande specielle udsigter og varsler til søfolk og sejlere (se også varslingsdistrikter), landmænd, piloter, vindmølleejere, entreprenører, fest- og rejsearrangører. Vejrudsigter udarbejdes også specielt til brug i radio, tv, aviser og på internettet.

Udarbejdelse af vejrudsigter

De fleste vejrudsigter og varsler udarbejdes her i landet af DMI's meteorologer, som til deres rådighed har aktuelle vejrrapporter fra det meste af verden, satellitbilleder, vejrradar og computerberegnede forudsigelser, der beskriver vejrelementernes forandring i rum og tid. Nogle vejrudsigter produceres dog automatisk alene ud fra computerberegninger. Det sker for eksempel på de apps, der anvendes på mobiltelefoner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig