Et vejrskib var et stationært skib, der med faste intervaller indberettede meteorologiske observationer. De var overvejende placeret i det nordlige Atlanterhav og blev betegnet med et latinsk bogstav – for eksempel "C", der var placeret sydøst for Grønland. De havde stor værdi under 2. Verdenskrig og nettet af skibe blev herefter udbygget med den primære opgave at leve data til vejrtjenesterne i Europa og USA og ikke mindst til den voksende lufttrafik. Luftfartens interesse i informationerne svandt dog efterhånden pga. øget flyvehøjde på de transatlantiske ruter. I takt med udviklingen af automatiske bøjer med meteorologiske instrumenter, og især da vejrsatellitter blev taget i brug i 1970'erne, blev antallet af vejrskibe reduceret. Det sidste vejrskib "M" mellem Norge og Island, blev oplagt i 2010. Mange handelsskibe deltager fortsat på frivillig basis med at indberette meteorologiske observationer.