Danmarks Vejmuseum.

Den ufærdige del af museumsbygningen til Danmarks Vejmuseum på Farø set fra sydvest. Bygningen blev tegnet af Henning Larsens tegnestue. De to 18 m høje flagstænger markerer det glastårn, som aldrig blev opført. Til venstre for flagstængerne skulle resten af museumsbygningen opføres til den vejhistoriske udstilling i to etager.

Danmarks Vejmuseum.
Af .

Et vejmuseum er en institution, der belyser vejsektorens kulturhistorie og vejtransportens betydning for samfundsudviklingen. I modsætning til museer om transportmidler og postvæsenet interesserer vejmuseerne sig for samspillet mellem bebyggelsesmønstre, landskabernes fremkommelighed, vejbygningsteknologi og transportmidlernes lastevne og hastighed.

De første egentlige vejmuseer blev etableret i løbet af 1980'erne i Norge, Sverige, Island og Finland af disse landes statslige vejdirektorater.

Danmarks Vejmuseum

Danmarks Vejmuseum på Farø blev etableret af en erhvervsdrivende fond af 1989 som et samlingspunkt for vejsektorens forskellige interesser og et fælles udstillingsvindue over for offentligheden, hvor vejhistorien blev udforsket og formidlet, samtidig med at de nyeste fremskridt blev præsenteret.

Museet åbnede sommeren 1991 i en ufærdig bygning tegnet af Henning Larsens Tegnestue. Museumsbygningen var projekteret som en del af et storslået anlæg, der visuelt inddrog landfæstet til højbroen. Et 18 m højt glastårn skulle give de besøgende mulighed for at se alle tre broer over Storstrømmen, og den manglende halvdel nord herfor af den lave hvide bygning skulle rumme udstillingerne i to etager. På grund af for høj gældsætning måtte museet imidlertid gå konkurs i januar 1996, mens samlingerne, biblioteket og arkivet blev overført til Holbæk og inddraget i Danmarks Vej- og Bromuseum, der blev etableret i 2005 og åbnede i en ny bygning ved Oplevelsescenteret Nyvang i 2011. Det nye museum lukkede imidlertid allerede året efter og samlingerne blev ligesom arkiv og bibliotek spredt for alle vinde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig