Vedplante, plante med støttevæv i form af sekundært xylem (vedvæv). Vedplanter kan være stedsegrønne eller løvfældende og inddeles ofte i træer, fx eg og gran, buske, fx roser, dværgbuske, fx lyng, lianer, fx kaprifolie, og halvbuske som hindbær, hvor kun de nedre dele er forveddede. Alle nøgenfrøede er vedplanter, og den vedagtige livsform er antagelig også oprindelig blandt de dækfrøede planter.