Vedda, den oprindelige befolkning på Sri Lanka. Veddaerne levede som jægere og samlere, da singaleserne indvandrede til øen ca. 550 f.Kr. Deres nuværende antal er usikkert, idet de ikke siden 1953 er indgået separat i folketællingerne, men det er formentlig under 1000. Der er stadig veddaer, der lever som landbrugere med svedjebrug og i stor udstrækning følger den traditionelle kultur og religion. Denne levevis er truet af inddragelse af deres jorder til bl.a. dyreparker.

Langt de fleste taler nu singalesisk eller tamil, men det indoariske sprog vedda, der tilhører den singalesisk-maldiviske sproggruppe, tales stadig af nogle få.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig