Vasoaktivt intestinalt polypeptid, VIP, stof (et peptid), der dannes i nerveceller centralt i hjernen og perifert i lunger, spytkirtler, mave-tarm-kanal og kønsorganer. Det er en neurotransmitter, der får blodkar til at udvide sig, hvilket fremmer fx spytsekretion, tarmsekretion og erektion af penis.

Visse sjældne svulster i bugspytkirtlen (VIPomer) producerer store mængder af VIP, hvilket forårsager svær vandig diarré.

VIP er i sin struktur nærtbeslægtet med hormonerne glukagon og sekretin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig