varulv

Varulv, ifølge folketroen en mand, som i en periode med eller mod sin vilje optræder i skikkelse af en ulv, og som, så længe forvandlingen varer, er i besiddelse af alle de egenskaber, man tillægger ulven: umådelig styrke, grusomhed, glubende appetit, snedighed og hurtighed.

Faktaboks

etymologi:
Ordet varulv kommer af middelnedertysk. warwulf, 1. led af germansk *wira- 'mand'.

Det ældste vidnesbyrd om varulvetroen kendes fra Herodot. Troen på varulve har i lidt forskellige udformninger været kendt over hele Europa. I Sydskandinavien, herunder Danmark, fortælles det bl.a., at en gravid kvinde, som forsøger at lette fødselssmerterne ved at krybe igennem en horseham, vil føde et barn, som senere i livet, hvis det bliver en dreng, vil optræde som en varulv ved visse lejligheder. Se også mare.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig