Varmarbejdsstål, legerede værktøjsstål til bearbejdning af metaller, plast og glas ved forhøjet temperatur. Stålene skal på samme tid besidde slidstyrke, sejhed og oxidationsbestandighed. Som legeringselementer anvendes wolfram, chrom, molybdæn og vanadin samt undertiden cobalt. Kulstofindholdet holdes relativt lavt, 0,3-0,6%. Der hærdes fra meget høj temperatur, 1000-1200 °C, hvorpå der oftest anløbes to gange til 500-600 °C (se hurtigstål). Varmarbejdsstål anvendes til drejestål, matricer for strengpresning, sænksmedeforme og for tryk- og plaststøbningsforme.