Et vandur er en tidsmåler, der til udmålingen anvender vands udstrømning fra en beholder.
vandur
Vandur. Principskitse af et vandur konstrueret efter Ktesibios' princip. Svømmeren holder vandstanden i beholderen tv. konstant og dermed også afstrømningen ned i den store beholder. Flyderen hæver sig derfor med konstant hastighed, og klokkeslættet kan aflæses vha. den pegende figur. Beholderen med svømmeren adskiller sig i princippet ikke stort fra en moderne wc-cisterne.
Udformning
I sin simpleste udformning består et vandur af en fyldt beholder forsynet med et afløb forneden. Når beholderen er tom, er et bestemt tidsrum forløbet. Evt. kan beholderen forsynes med en indvendig skala, så mindre tidsintervaller kan aflæses.
Historie
Der kendes egyptiske vandure fra 1400-tallet f.v.t., og i oldtidens Grækenland anvendtes vandure bl.a. til udmåling af taletid ved folkedomstolene (se klepsydra).
En mere avanceret form konstrueret af grækeren Ktesibios (200-tallet f.v.t.) holder vandstanden i beholderen konstant, så også afstrømningen er konstant; vandet strømmer ned i en anden, skalainddelt beholder.
Romerne anvendte bl.a. et vandur bestående af en cylinder, der langsomt fyldtes med vand; en flyder angav vandniveauet og dermed tiden. Heron konstruerede i 1. århundrede e.v.t. et vandur med visere, drevet vha. en tandstang forbundet til en flyder, og der fandtes også astronomiske vandure, som fx kunne angive planeternes stilling. Vandure blev i 1200-tallet afløst til almindelig brug af de mekaniske ure. Tycho Brahe eksperimenterede med et "vandur" med kviksølv for at opnå mere nøjagtige tidsmålinger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.