Vandluftpumpe, vandstrålepumpe, strålepumpe til luft, hvori drivmediet er vand, som strømmer gennem en dyse. Herved får vandstrålen stor hastighed og "river" luftmolekyler med sig. Denne pumpe, der er af typen ejektorpumpe, er ofte fremstillet af glas og anvendtes tidligere meget som vakuumpumpe i laboratorier, hvor den blev skruet direkte på en vandhane. Den kan præstere et pumpetryk, som svarer til lidt mere end det tilførte kolde vands damptryk, fx 15 mmHg. Vandluftpumper bruger meget vand; til laboratorieformål er de derfor ofte blevet erstattet af andre pumpetyper. Store vandluftpumper bygget af stål kan bruges som vakuumpumper i fabriksanlæg. Se pumpe.