vandhul

Vandhul, lille sø i landskabet. Vandhuller er vigtige levesteder for padder og insekter, bl.a. vandbiller og vandtæger. I Danmark er vandhuller over 100 m2 , omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3, og dets tilstand må ikke forandres. Mange vandhuller er af kunstig oprindelse, fx mergelgrave, vandingshuller og gadekær, hvor vandfladen blev holdt åben, dengang de havde betydning for landbruget og som branddamme. Nu er et stort antal forsvundet, fyldt op eller groet til.

Vandhuller er ofte genstand for naturgenopretning, især oprensning, hvor der skabes åbne vandflader, ved at man fjerner pilebuske og tagrør. Fx har oprensning sikret bestanden af klokkefrøer på Enø. I de nye skove (se skovrejsning) laves ofte vandhuller, ligesom der er gravet nye vandhuller i bl.a. Tøndermarsken. Det er vigtigt, at vandhuller graves med ret flade sider, som padder kan kravle op ad. Se også biotopbeskyttelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig