Valuta – valutakursen, er bytteforholdet mellem valutaer. Hverken guld eller noget andet betalingsmiddel anvendes som det eneste over hele verden. I stedet anvendes flere forskellige, ofte nationale valutaer, der derfor ombyttes eller veksles, når der foretages internationale betalinger.

En valutakurs er det antal enheder af en valuta, der betales for én enhed af en anden valuta, fx antal kroner for en dollar.

En centralbank (og/eller regering) kan overlade det til valutamarkedet at skabe ligevægt mellem udbud af og efterspørgsel efter fremmed valuta, således at valutakursen bliver markedsbestemt og dermed fleksibel.

Udbuddet af valuta kommer fra betaling for eksport af varer og tjenester, kapitalimport mv., og efterspørgslen efter valuta fra betaling for import af varer og tjenester, kapitaleksport mv.

Modsat kan en centralbank vælge at sælge og købe fremmed valuta til en given pris og herved fastholde en bestemt og dermed fast valutakurs. En sådan intervention på valutamarkedet kræver, at centralbanken har en valutabeholdning, som den kan sælge valuta fra eller købe valuta til.

Der findes også mellemformer mellem faste og fleksible valutakurser; fx kan en centralbank foretage en gradvis opskrivning eller nedskrivning af en valutakurs over tid eller på et givet tidspunkt opretholde en mindre eller større forskel/margin mellem en fast købskurs og en tilsvarende salgskurs.

Det er omtvistet, hvilke faktorer der er de afgørende i bestemmelsen af fuldt fleksible og dermed markedsbestemte valutakurser. Nogle teorier antager, at valutakurser bestemmes, således at den samme vare har samme værdi omregnet til fælles valuta, uanset om den er prissat i den ene eller den anden valuta. Hvis det er tilfældet, bestemmer forholdet mellem prisniveauerne i de forskellige lande de tilsvarende valutakurser.

Andre teorier lægger vægt på de faktorer, som i tilfælde af en fast valutakurs bestemmer saldoen på betalingsbalancens løbende poster. Det er en følge af, at den fleksible valutakurs forudsættes at tilpasse sig, således at den altid sikrer ligevægt på betalingsbalancen.

Ifølge denne opfattelse vil de fleksible valutakurser derfor være bestemt af forskelle mellem landene mht. efterspørgsel, produktivitet, pris- og lønniveau mv.

Nyere teori mener, at den fleksible valutakurs bestemmes af de internationale kapitalbevægelser, som er mange gange større end de løbende betalinger for varer mv. Ifølge den tankegang bestemmes valutakurser på samme måde som priser på de finansielle markeder, dvs. af forskelle mellem landene mht. renter og forventninger.

Valg af valutakursregime, dvs. om et land skal have en fleksibel valutakurs, en fast valutakurs, en mellemform eller opgive sin egen valuta til fordel for et andet lands valuta, fx dollar, eller en fælles valuta, fx euro, har betydning for prisudviklingen samt på kort og mellemlang sigt også for den realøkonomiske udvikling og tilrettelæggelsen af den øvrige stabiliseringspolitik.

En troværdig fastkurspolitik medfører, at rente og pengepolitik er tilnærmelsesvis identiske i de lande, som deltager i fastkurssamarbejdet. En fastkurspolitik kræver samtidig, at finanspolitikken tager hensyn til den eksterne stabilitet.

I sådanne tilfælde vil prisudviklingen være tilnærmelsesvis sammenfaldende i lande med indbyrdes faste valutakurser. Det medfører, at prisudviklingen i mindre lande vil være bestemt af og dermed forankret til udviklingen i de andre lande med fast valutakurs og især det største, som derfor har et betydeligt ansvar for den nominelle stabilitet i hele fastkurssamarbejdet. I en monetær union som eurozonen er den nominelle stabilitet et fælles ansvar.

Hvis et land vælger fleksible valutakurser, er det ofte for at kunne føre en mere selvstændig økonomisk politik. Samtidig er det dog nødvendigt, at landets finans- og især pengepolitik selv skaber det nominelle anker for prisudviklingen, fx gennem en målsætning om prisstabilitet eller lav inflation. Herved begrænses det selvstændige råderum for penge- og finanspolitikken i relation til fx produktion og beskæftigelse.

Dertil kommer, at de økonomiske forstyrrelser, som landet udsættes for, kan være forskellige fra og større end med et fastkursregime. Det gælder især i små, åbne økonomier, hvor finansielle forstyrrelser (kapitalbevægelser og -begrænsninger) gennem de fleksible valutakurser kan føre til uønskede variationer i produktion og beskæftigelse.

I sådanne situationer kan det være en fordel at fravælge den fleksible valutakurs til fordel for en fastkurspolitik. Det bedste valg af valutakursregime afhænger derfor af mange forhold og er ikke entydigt for alle lande til enhver tid.

Det er derfor naturligt, at også det internationale valutasystem har ændret sig gennem tiderne fra et internationalt guldfodssystem før 1. Verdenskrig over kaos i mellemkrigstiden i form af en skiften fra variable valutakurser til et guldbaseret fastkurssystem og videre til konkurrerende devalueringer og valutareguleringer.

Efter 2. Verdenskrig deltog landene i den vestlige verden først i det internationale samarbejde i det såkaldte Bretton Woods-system, hvor landene havde faste valutakurser, der dog kunne ændres i tilfælde af "fundamental uligevægt", fx betalingsbalanceunderskud og/eller arbejdsløshed.

Som følge af spændinger mellem især USA, Tyskland og Frankrig pga. forskellige vurderinger af inflationen og finansieringen af det amerikanske betalingsbalanceunderskud brød dette fastkurssamarbejde sammen i begyndelsen af 1970'erne.

Siden har valutakurserne været fleksible mellem USA, Japan og Tyskland (siden 1999 eurozonen), som er hovedaktørerne på de internationale valutamarkeder.

På det regionale plan har de fleksible valutakurser mellem hovedvalutaerne været suppleret med mere eller mindre udbyggede fastkursarrangementer. I Europa deltog mange lande i EMS-samarbejdet (1979-98), og lidt færre deltager i eurosamarbejdet (fra 1999).

Danmark har bortset fra perioden 1979-82 søgt at føre fastkurspolitik i forhold til D-mark/euro.

Læs mere om valuta generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig